Politik

Billede af Torben Kjær

Torben Kjær

Politik - en livsholdning

Menneskers vilkår og samfundsforhold har fyldt meget af mit liv. Især oplevelsen af uretfærdighed og forkert behandling af andre mennesker optager mig. Det får mig stadig op i det røde felt, når jeg ser, hvordan man forringer menneskers mulighed for at leve et godt liv for at give sig selv og sine egne bedre muligheder. Ud fra faktuel viden har vi alle kun det ene liv, og hvad berettiger nogle til at rage et bedre liv til sig på bekostning af andres ringere liv.

Det handler ikke om, at nogen har mere end andre. For mit eget liv fylder det intet i min bevidsthed. Det handler om, at nogen har mulighed for at udnytte andre for egen vindings skyld med den virkning, at de andre må leve et usselt liv, hvor de ikke kan få det til at hænge sammen. Nogen vil sige, at sådan er det ikke mere her i vores lille smørhul. Delvist rigtigt, men det hænger sammen, og mekanismerne er de samme, hvor nogle skaber sig absurde formuer, mens den almindelige befolkning kun nødtørftigt får mad på bordet. Det er vi med til at understøtte i fattige lande og gør det samme her omend i mindre omfang, når "krisen" kradser.

To af Europas rigeste mænd fik lavet tøj i Bangladesh på den fabrik, der styrtede sammen og kostede 1.100 mennesker livet. Tog de sig af det? Tilbød de at bygge en ny og sikker fabrik, så den fattige befolkning, der var med til at skabe deres formuer, stadig har noget at leve af? Nej, i den verden findes social ansvarlighed, retfærdighed og barmhjertighed ikke.

Og uanset ideologi, lyder det så retfærdigt at verdens 100 rigeste kunne afskaffe global fattigdom 4 gange, især når de for en stor del har tjent deres formuer på den fattige verden?

Mine første politiske refleksioner var om Vietnamkrigen. Selv om jeg i starten ikke gjorde mig storpolitiske tanker, skar det dybt i sindet at se grædende børn med napalm på kroppen, udslettede landsbyer, B 52 bombefly der tæppebombede den fattige befolkning med napalm og gift, lemlæstede mennesker og en tilfangetagen civil vietnameser blive skudt gennem hovedet for åben skærm. Uanset hvem der havde politisk ret, virkede det vanvittigt at forsøge at løse konflikter på den måde.

Det var starten på, at retfærdighed, ligebehandling, solidaritet, nærdemokrati og det at behandle hinanden ordentligt blev værd at arbejde for. 18 års handikappolitisk arbejde og at hjælpe borgere med at få deres rettigheder respekteret, har kun bekræftet at det ikke gøres godt nok.

Hvorfor regionerne?

"Regionerne er noget med sygehuse, man hører om en gang i mellem, og det er alligevel staten, der bestemmer, hvor mange penge, der kan bruges – kunne vi ikke lige så godt undvære regionerne?" Det mener jeg, ville være en stor fejl.

Sundhedsvæsenet og lige adgang til at blive behandlet uden at skulle have penge op af lommen, når man bliver ramt af sygdom eller skader, er en afgørende del af vores velfærdssamfund og kommer både borgerne selv og samfundet til gavn.

Det er borgerne efter min mening bedst tjent med sker på et overordnet plan.

Regionerne står for den kollektive trafik både tog, busser og letbaner, som går på tværs af kommunegrænserne. Det er afgørende, at der er sammenhæng, at det giver let adgang til hospitaler, arbejdspladser, uddannelser og andet, og det er ikke særlig klogt, at man kan komme rundt inden for kommunegrænsen, men mellem to kommuners sidste stoppesteder kører der ingen bus.

Regionen står også for flere ting inden for miljø, uddannelse, forskning, erhverv, råstofudvinding med mere, der kræver overordnet planlægning for vores fælles bedste.

Man må også forholde sig til, hvad alternativet kunne være. Som kommunerne varetager handikapområdet og busdriften imod de berørte borgeres interesser og kun ud fra egen økonomi, er det ikke en god ide at overlade noget så stort og vigtigt som sundhedsvæsenet til kommunerne. Så er der staten, men mon nogen i ramme alvor tror at det bliver bedre?

Lige adgang til sundhed skal styrkes

Den lige adgang til sundhed og behandling uanset pengepungens størrelse eller borgernes situation i øvrigt, er en grundsten i vort velfærdssamfund. Da man samtidigt ved, at mennesker med de laveste indkomster udgør 80 % af behovet for sundhedsvæsenet, er den gratis adgang afgørende for, at man kan tale om lige adgang til sundhed og behandling.

Enhedslisten er lodret imod brugerbetaling, som vil sætte endnu større begrænsninger for, at mennesker i socialt belastede situationer eller områder søger læge i tide. Vi kan ganske enkelt ikke være brugerbetaling bekendt, fordi nogle liberalt tænkende med pengepungen i orden har ondt i en vis legemsdel over at skulle betale til noget, som andre har mere brug for end dem selv.

Adgangen er dog ikke lige, som det er i dag. For eksempel er kun 17 % af praktiserende lægeklinikker fysisk tilgængelige for personer i kørestol eller med gangproblemer. Medtager man andre handicapgrupper som stærkt synshandicappede og hørehandicappede, kommer tallet meget tæt på 0 % fuldt tilgængelige lægeklinikker. Det gælder også for andre helseklinikker, at kun få om nogen er fuldt tilgængelige. Hvor mange mon har skranker og konsultationsrum med teleslynge for høreapparatbrugere? Hvor mange har mon tænkt på adgangsvejen fra parkeringspladsen eller kollektiv trafik til hoveddøren? Hvor mange har mon et handicaptoilet? Hvor mange mon tænker på blindes behov for struktur, når de pakker deres træningslokaler med træningsudstyr? Flere og flere steder skal man trykke på en computerskærm for at tilmelde sig, der er ubrugeligt for blinde.

Mange har fået deres funktionsnedsættelse på grund af alder, hvorfor den manglende tilgængelighed også rammer mange ældres mulighed for at vælge læge i nærheden af bopælen eller med nem adgang fra kollektiv trafik. Kørestolsbrugere må ofte søge til andre byer for at finde en tilgængelig læge, tandlæge eller anden behandler alene som følge af manglende tilgængelighed.

Region Hovedstaden skal i samarbejde med praksisområderne lave handlingsplaner for, hvordan flere af alle former for læge- og helseklinikker bliver mere tilgængelige i et omfang, der batter, så vi kan tale om reel lige adgang til sundhed.

Brugerbetaling og gebyrer, nej tak!

Den lige adgang til sundhed og behandling, uanset hvor slunken borgerens pengepung måtte være, er afgørende for et sundhedsvæsen for alle. Derfor er princippet om, at sundhed og behandling betales over skatten, så behandlingen er gratis, når man får brug for det, et princip, som enhedslisten vil holde fast i.

Til gengæld arbejder vi for at afskaffe brugerbetalingen på områder, hvor der i dag er en høj egenbetaling, nemlig på tandbehandling. Enhedslisten har gennem finanslovsforhandlinger fået gennemført, at mennesker med en indkomst på kontanthjælpsniveau eller derunder kan få behandlet deres tænder for et lille beløb - 600 kr. for unge under 25, og 800 kr. for personer over 25 år. De første 10.000 kr. kan de få lavet uden kommunens accept (afbureaukratisering), og hvis det bliver mere end 10.000 kr. skal kommunen give tilsagn først. Dertil kan en række sygdomsgrupper få større tilskud til tandbehandling.

Selv den nuværende regering er begyndt at tale om, at gebyrer kan indføres, hvis det ikke har noget med behandling at gøre. Som eksempel nævner de noget så uskyldigt, som at vordende forældre godt selv kan betale 20 kr. for det skanningsbillede, de får af det ufødte barn.

Den uskyldige udgift kan alle klare, og de fleste vil også synes, at det er rimeligt nok. Man skal bare være klar over, at åbner man først for den ventil, der hedder "gebyrer", så kommer der flere, og der kan skrues op for egenbetalingen efter politikernes vilje - lige som i bankerne, hvor fattigrøvene skal betale et højt gebyr bare for at have den konto, vi er nødt til at have.

Derfor betaler jeg gladeligt skat for, at ventende forældre kan få et skanningsbillede af deres ufødte barn. Man kan oven i købet argumentere for, at skanningsbilledet er godt for mor og barn, da en tryg og glad mor, der forventningsfuldt kan studere sit ufødte barn, er afgørende for fostrets trivsel frem for en mor, der er nervøs og utryg ved, om alt er, som det skal være - det er en god investering for en skaldet tyver fra fælleskassen.

Det skal også sættes i perspektiv. Sundhedsvæsenet koster på landsplan 180 milliarder kr. - 180.000 millioner kr. om året! Og udgiften til skanningsbillederne er under en halv million. Så hvem tror på, at tilhængerne af gebyrer vil nøjes med det!? Flere politikere har talt om, at man skal betale for at gå til læge, så et gebyr her vil være nemt at indføre, når man først har åbnet slusen på klem. Da man ved, at 80 % af de, der bruger sundhedsvæsenet er lavindkomstgrupper - lav løn, kontanthjælp, pensionister, ledige og personer med handicap, bliver det endnu engang de dårligst stillede, der må betale for at de bedst stillede kan slippe en smule billigere i skat. Det kan blive den spæde start på et opgør med det solidariske sundhedssystem for alle. Enhedslisten vil altid kæmpe for et skattefinansieret sundhedsvæsen, hvor alle har lige adgang til gratis behandling, når de har behov for det.

Værdig og menneskelig psykiatri

At leve med en psykisk diagnose og sygdom vil for nogle være en fase af livet for andre et livsvilkår. Vi har været alt for gode til at stigmatisere personer med psykiske udfordringer og sygdomme. Som med alle former for funktionsnedsættelse handler det meget om manglende viden hos de, der ikke er i berøring med det i deres eget liv herunder som pårørende.

Medicin vil for nogle være nødvendigt, men der fokuseres alt for meget på det som den eneste og bedste mulighed. Der er erfaringer fra andre steder i verden blandt andet Finland, hvor psykisk sygdom håndteres med langt mindre medicin. Det skal vi lytte til og være åbne overfor. Alene det, at personer med psykisk sygdom lever 15-20 år kortere end almenbefolkningen, hvor halvdelen skyldes medicinen, burde være grund nok til at se på andre muligheder.

Mennesker der lever med en psykisk diagnose ved ofte, hvornår den er ved at udvikle sig til en egentlig sygdom. Det kan være hverdagens stress, jobcentrets og samfundets krav, der kan blive så stor en belastning, at selv dagens gøremål som at købe ind og lave mad, bliver den stressfaktor, der udløser den psykiske sygdom.

Vi bør give mulighed for større fleksibilitet og fokusere langt mere på forebyggelse. Det kunne være sengeafsnit, hvor mennesker så at sige kan indlægge sig selv, inden den psykiske sygdom er en realitet, hvor alene det for en tid at blive fritaget for hverdagens forpligtelser kan være nok til, at sygdommen ikke udvikler sig. Det vil være langt mere værdigt for borgerne og billigere for samfundet.

Der skal være et langt bedre samarbejde mellem den regionale behandlingspsykiatri og den kommunale distriktspsykiatri, og kommunerne skal have større forståelse for, at det ofte kan være det at være fritaget for samfundets krav, der gør, at mennesker har det godt og kan håndtere eget liv. At forpligtelsen over for arbejdsmarkedet netop kan være det, der gør personen syg. Desværre opleves holdningen, at samfundet hellere vil se en person med psykisk diagnose konstant gå ned i det ene udsigtsløse forløb efter det andet på kontanthjælpsniveau frem for at se personen glad og velfungerende i eget liv. Dertil anses det for en menneskeretskrænkelse, når kommuner truer med at fratage borgere indkomstgrundlaget, hvis de ikke går i en bestemt psykiatrisk behandling.

Der skal fra Folketinget afsættes de nødvendige midler. Det er et tarveligt samfund, der kun kan iværksætte nye initiativer ved at lade mennesker på overførselsindkomst betale over satspuljen.

Akuttelefon 1813

Der har kørt en urimelig debat og skræmmekampagne om akuttelefon 1813, som skal afløse lægevagtordningen. Flere partier støtter beklageligvis ukritisk skræmmekampagnen. Selvfølgelig vil vi, at det bliver en god ordning for borgerne.

Ifølge en svensk brugerundersøgelse er de meget tilfredse med deres 1177, der svarer til 1813, hvor veluddannede sygeplejersker sidder ved telefonerne. 91 procent er så tilfredse at de ville ringe igen, 96 procent ville anbefale andre at ringe 1177 og 96 procent fulgte rådgivningens anbefalinger. Se mere på 1177.se.

Forandring er altid en udfordring, og lægerne er ikke meget for, at sygeplejersker skal træde ind over deres traditionelle fagområde. Det vil også være slut med en god ekstra indtjening for nogle.

I Regionsrådets beslutning står, at ingen afvises ved døren, og at borgerne skal have mulighed for at tale med en læge. Lægerne er til stede sammen med sygeplejerskerne, så de kan tage over, hvis der er brug for det, og det kan være, at man får en læge i røret med det samme.

Læger og politikere skændes, men hvor er patienterne? Selv har jeg haft diabetes I i 52 år og er med stort set samtlige følgevirkninger af sygdommen – hjerteopereret, blodpropper, en nyre er stået af og en række følger af neuropati for eksempel blindhed, i højrisikogruppen for, at der kan opstå vanskeligheder. Men med min mangeårige gang i sundhedssystemet er jeg ikke det mindste utryg ved at skulle ringe 1813 og som det første få en sygeplejerske i røret - hvor er respekten for det?

Sygeplejerskerne på 1813 skal naturligvis ikke diagnosticere men rådgive borgeren bedst muligt videre i systemet, en opgave de er vant til. På akutmodtagelserne, intensivafdelingerne og afdelinger i øvrigt også med svære skader og sygdomme er det sygeplejersker, der overvåger borgerne, håndterer medicin, tager prøver og meget andet, og så tilkalder de en læge, når der er grund til det. Så hvorfor denne usaglige kritik af, at borgernes liv og helbred udsættes for farer ved at lade sygeplejersker være den første indgang til lægevagtordningen?

Men vi er helt klar på, at noget kan gå anderledes, end vi forventer. Regionsrådet skal stille de nødvendige krav til uddannelse af sygeplejerskerne på 1813 og stille krav om, hvornår der skal stilles om til en læge. Ordningen skal følges tæt, og Regionsrådet må sikre, at hvis det giver problemer, så rettes det op for eksempel ved at ansætte flere læger, hvis det er problemet.

Den 5. november 2013 havde flere af os fra Enhedslisten et konstruktivt møde i en god stemning med PLO – Praktiserende Lægers Organisation. Vi er enige om, at det gode samarbejdsklima mellem praktiserende læger og regionen skal genskabes. Vi er klar over, at det ikke kun var lægernes skyld, at samarbejdet gik fløjten. Vi var glade for, at PLO anerkender, at 1813 kommer, og at de vil være med til at finde løsninger, hvis der opstår problemer. Dialogen med faggrupperne er også her afgørende.

Hospital uden køkken

Der er afsat 3,5 milliarder kr. til nyt superhospital ved Hillerød - 3.500 millioner kr. I 2012 havde regionen pludselig 1,2 milliarder kr. - 1.200 millioner kr. i overskud. Reglerne for regionen er, at man inden for regionen ikke kan overføre overskud fra et område til et andet. Derfor købte man en bunke nye senge, for det lå inden for, hvad overskuddet kunne bruges til.

Det gør det endnu mere absurd, at Regionsrådet besluttede at bygge det ny superhospital ved Hillerød uden køkken til 40-50 millioner kr., fordi hospitalet ikke må blive dyrere. Det er den mest idiotiske beslutning, der er truffet i mands minde, og det får Molbo-historier til at fremstå som ren fornuft.

Hospitalet skal holde i mindst 40 år. Hvordan ville regnestykket se ud ved at bygge nyt køkken til 40-50 millioner kr. i et hospital, der kan bygges næsten energineutralt, i forhold til hver dag året rundt at køre med store lastkølebiler fra Rigshospitalet og Herlev hospital med mad til patienter og personale i Hillerød?

Det er i sig selv torskedumt at udbyde et så stort projekt og på forhånd sige, at I behøver ikke lave køkken. Det er ikke utænkeligt, at med rammen på 3,5 milliarder kunne hospitalet sagtens være blevet med køkken. Den 23. august 2013 blev vinderen afsløret, og selvfølgelig er det uden køkken, for det har politikerne selv bedt om.

Var Regionsrådet gået i dialog med regeringen og havde fremlagt beregninger for det absurde spild, er jeg sikker på, at de kunne se, hvor tåbeligt det er.

Enhedslisten fik under budgetforhandlingerne for 2014 vedtaget, at et samlet Regionsråd nu vil, at der skal bygges køkken på det ny hospital - på sigt, som det udtrykkes. Enhedslisten vil arbejde for, at der er køkken, når hospitalet åbner om 7 år eller mere.

Mere ansvar til regionerne

Efter min og Enhedslistens mening burde flere ting lægges ind under regionerne. Det gælder større dele af den kollektive trafik også handikapkørslen, hvor det ikke kan være rigtigt, at kommunalpolitikernes manglende prioritering af personer med handikap betyder, at nogen har dårligere mulighed end andre for at besøge venner, tage til kulturelle arrangementer, møder og meget andet.

Det gælder også det specialiserede handikapområde, hvor der ifølge evaluering af kommunalreformen er sket et omfattende tab af specialiseret viden, og placering af tilbud er præget af tilfældighed og store forskelle. Der er rum for forbedringer og behov for at understøtte, at specialiseret viden ikke går tabt. Blandt andet for hjerneskadede og synshandikappede ser det ikke godt ud.

Danske handikaporganisationers formand Stig Langvad skriver på altinget.dk, at Kommunalreformen ikke har øget kvaliteten og skabt bæredygtige enheder, og at politikerne må tage ansvaret og få rettet op på reformens konstruktionsfejl. Han siger blandt andet, at handikapområdet blev flyttet til kommunerne uden en ansvarlig myndighed for bordenden, og at det på sigt vil føre til systematisk svigt af borgerne, som bliver mindre selvhjulpne og får mindre livskvalitet.

Det kan jeg gennem mit mangeårige handikappolitiske arbejde og de mange sager, hvor jeg har hjulpet borgere med handikap med at føre sager mod kommunerne bekræfte, ofte sker. Heldigvis har det for en del sager ført til positivt resultat. Kommuner bryder direkte loven for at slippe for at give borgerne den hjælp, de har behov for, og borgere må bruge dyre advokater for at få det, de er berettiget til – det kan ikke være rigtigt.

Kommunerne viser, at de ikke formår at samarbejde på tværs for at bevare fagligheden i de specialiserede tilbud, når de alene af økonomiske årsager hjemtager borgere fra disse tilbud, som var det umælende får, de havde med at gøre.

Ved at lade regionerne varetage de specialiserede handikapområder, som kommunerne kunne betale solidarisk til efter indbyggerantal, behøvede det ikke være den enkelte kommunes økonomi, der afgjorde, om borgerne får det rigtige tilbud, som det alt for tit er i dag.

Regionernes vilkår

Regionerne skal også gå i forhandling med Folketinget om en ændring af de økonomiske vilkår. Selv om regionen har penge nok på budgettet, kan de ikke overføre dem fra et område til et andet.

Det har i Region Hovedstaden betydet, at samtidigt med, at der i 2012 blev oparbejdet et overskud på 1,2 milliarder kr., traf et flertal uden om Enhedslisten beslutning om, at det ny superhospital ved Hillerød skal bygges uden køkken til 40-50 millioner kr., fordi der på det område ikke var penge nok. en del af pengene blev så brugt til at købe nye senge, fordi det lå inden for området med overskud. Det er så absurd, at molbohistorier fremstår som det rene fornuft!

Solgaven - en værdig alderdom

Solgaven i Farum er et selvejende bosted og aktivitetstilbud for blinde og svagsynede ældre. Som bestyrelsesmedlem udpeget af Regionsrådet og i øvrigt ved selv at være blind, kan jeg uden blusel sige, at alle ældre, der ikke længere kan klare at bo i eget hjem, burde have mulighed for at leve og bo, som ældre gør på Solgaven. Det er underligt at skulle sige, at beboerne på Solgaven er "heldige", at de helt eller delvist har mistet synet.

Beboerne driver en kiosk, hvor der også kan købes øl og vin, der er rygelokale, de kan spise inden for et tidsinterval, der er træningscenter, læseklubber, forskellige håndarbejdsmuligheder som vævning, der er skønne omgivelser, og de har et "tog", så alle kan komme rundt i haven. Dagligt kommer andre synshandikappede og deltager i aktiviteterne og bringer inspiration udefra.

Der holdes fest til fastelavn, husets fødselsdag, sommerfest, sankthansaften, høstfest, mortensaften, pårørendefest, julefrokost, juleaften, nytårsaften, nytårsbrunch og "optimisten", hvor der drikkes champagne og spises jordbær ved kastanjetræet på årsdagen for, at en beboer lagde en kastanje i jorden. Beboerne bestemmer menuen, når de har fødselsdag, og de er begejstrede for deres køkken, fordi de er dygtige, men også fordi det betyder noget at lugte, at der laves mad.

Til festerne er der altid et inferno af tale og latter. Tro nu ikke, at det er fordi, de ikke er så gamle, gennemsnitsalderen er 88½ år, og flere er tæt på og en enkelt er over 100 år. Men det giver livsglæde at der er aktiviteter, gode muligheder, kommer mennesker udefra, og at der er tilstrækkeligt med personale, der er dybt engageret i at skabe et værdigt liv for ældre, og som samarbejder uanset opgaven. Når festerne er slut, tager det et kvarter, så kan man ikke se, at der lige har været pyntet op og har været 150 mennesker til 3 retters menu med vine, kaffe og småkager.

Det mest unikke ved bostedet er, at der også er boliger, hvor synshandikappede kan bo med deres seende ægtefælle, så de ikke tvinges til at skilles i en høj alder, fordi den ene får behov for at bo på et bosted. Det kunne man lære af mange steder.

Det eneste kedelige ved Solgaven er, at der ikke kan bo flere ad gangen.

På de fleste kommunale bosteder for ældre skal borgerne være meget dårlige for at få lov at bo. Beboere til Solgaven skal også visiteres og ikke kunne klare sig derhjemme. Men de fleste er heldige stadig at have andre ressourcer, som de kan bruge kreativt og til at have en høj livskvalitet, fordi mulighederne for det er til stede, fordi der på alle måder tages højde for deres synshandikap, og fordi der er tilstrækkeligt med personale, som vil beboerne. Det lader sig desværre kun gøre, fordi beboerne er i den særlige situation.

Jeg synes, det er et fattigt samfund, der ikke vil prioritere at skabe et livets efterår for alle ældre med livskvalitet og mulighed for stadig at være et aktivt menneske. Det skal vi stemme os til ved kommune- og folketingsvalg. For Regionsrådet handler det om at få udpeget bestyrelsesmedlemmer, der de næste 4 år fortsat vil kæmpe for stedets specialviden og unikke håndtering af ældre synshandikappedes livskvalitet.

Samarbejdsudvalg vedrørende kiropraktik

Udvalget er et samarbejdsforum mellem repræsentanter for kiropraktorerne og for Regionsrådets politiske niveau. Regionens administration forbereder møderne, deltager i dem, og samarbejdsudvalget indstiller til Regionsrådet, der træffer beslutningerne formelt.

På kiropraktorområdet er der mindre offentlig finansiering end på fysioterapeutområdet, hvor der også kun er delvis finansiering til behandlingen. Praktiserende læger er næsten 100 % betalt af skatteyderne.

Udvalget samarbejder om, hvor der skal nedsættes kiropraktorer, og hvem der skal have retten til at nedsætte sig med en praksis - de såkaldte ydrenumre. Kiropraktorerne er interesseret i, at så mange som muligt har et såkaldt frit ydernummer, hvor de kan nedsætte sig, hvor de vil. Mens regionen har interesse i, at kiropraktorerne ikke alle nedsætter sig, hvor kundegrundlaget er stort. De skal helst være fordelt nogenlunde jævnt i regionen, så mennesker i Halsnæs og Hornsherred også har mulighed for at komme til kiropraktor, uden at skulle ud på en længere rejse.

Det skaber somme tider diskussion mellem parterne, hvor kiropraktorerne vil have så mange frie ydrenumre som muligt, hvor regionen gerne vil kunne styre, i hvilke områder klinikker nedsættes. Men der er i udvalget et fortrinligt professionelt samarbejde i en god tone. Der gøres meget for at blive enige, men kan man ikke det, erkendes det, at man må høre den højere instans landssamarbejdsudvalget vedrørende kiropraktik.

Der udarbejdes en praksisplan, som beskriver omfang og geografisk fordeling, struktur, tilgængelighed, samarbejde med sundhedsvæsenet, med den øvrige praksissektor, med kommunerne, plan for udviklingen, og meget mere.

Samarbejdsudvalget tager også stilling til kiropraktorers konkrete ansøgninger om indretning af klinik, hvor der lægges stor vægt på tilgængelighed, røntgenudstyr m.v., som kan være i samarbejde med andre klinikker.

Jeg blev medlem af udvalget i efteråret 2011, da Enhedslistens hidtidige medlem ønskede at trække sig af praktiske årsager.

Godthåbssvejsagen - en menneskeretssag

6 borgere med handicap og deres pårørende oprettede for 22 år siden sammen med amtet et bofællesskab til de 6 borgere. De valgte at flytte sammen, har altid betragtet det som deres familie og hjem og havde individuelle lejekontrakter, så de ikke kunne opsiges.

I juni 2011 besluttede kommunen at gå i dialog med boligselskabet om at bruge ejendommen til noget andet, hvilket betød, at beboerne skulle ud. December 2011 opsagde Byrådet botilbuddet. Det kunne de gøre, men efter lovgivningen, lejekontrakten og FN's handicapkonventions artikel 19 har beboerne ret til at blive boende og få den individuelle assistance og hjælp, de har behov for til at kunne deltage i samfundslivet og undgå isolation.

Beboerne og deres pårørende måtte hyre en advokat Lars-Otto Hansen for at imødegå kommunens manipulation og direkte løgne for at presse beboerne ud. Da kommunen presset af advokaten, de pårørendes og mine mange læserbreve endeligt erkendte, at beboerne kunne blive boende, tilbød de dem 1 til 3 timers hjælp i døgnet, selv om bostedet var beskrevet med døgnbemanding, fordi det er beboernes behov. Kommunen skrev selv, at det ikke var nok for, at beboerne kunne klare sig og opretholde deres aktiviteter, men de kunne jo bare klage, var beskeden!

Advokaten har gjort en uvurderlig indsats og har hjulpet det nyoprettede Cura Handicap til at overtage bostedet, få det renoveret for en halv million og få kommunen til at acceptere det - det tog 2 år. Desværre blev man nødt til at opgive sine individuelle uopsigelige lejekontrakter og blive et §108-tilbud, hvor kommunen kan visitere borgerne til et andet sted, hvis de mener, at beboerne på et tidspunkt ikke længere opfylder kriterierne for bostedet. Beboerne er naturligvis lykkelige for, at de kan blive i deres hjem, men faktisk er det et alvorligt menneskeretligt tilbageskridt. Skulle kommunen mod forventning igen ikke respektere det som beboernes hjem, hører de fra os.

I FN's handicapkonvention artikel 19, Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet, hedder det:

"Deltagerstaterne (omfatter kommuner og regioner) anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:

Det skulle være enkelt at forstå!