Aktuelle kommentarer

Denne side opdateres regelmæssigt med mine kommentarer til aktuelle politiske emner med det nyeste øverst

Skal sundhedsdata flyde frit? - 13. maj 2015

Uden at borgerne ved det, ligger rester af vore sundhedsdata og biomateriale - væv, blodprøver m.m. i diverse biobanker og bruges lystigt af forskere og medicinalindustrien. De danske samlinger er særligt komplette og omfattende.

13. maj kom Etisk Råd på Christiansborg med deres anbefalinger til, hvordan man i fremtiden skal håndtere disse personfølsomme oplysninger, om borgerne skal spørges, hvor fri adgang der skal være til dem, om virksomhederne skal kunne tjene penge på det og ikke mindst datasikkerheden for borgerne.

Man ved allerede, at ingen IT systemer er fuldstændigt sikre, at desto større de er, desto større mulighed er der for hacking, misbrug, at brodne kar sælger ud af data osv. Ingen kan fx forklare, hvordan 2.500 diabetikeres data er havnet hos en amerikansk datakøbmand, som de charmerende benævnes, og som uden nogen form for kontrol kan sælge ud af disse.

Hos medlemmer af Folketingets sundhedsudvalg var der stor lydhørhed for de problemstillinger, som kom frem. Men man må også notere sig, at der formentligt er flertal bag holdningen, at når man modtager sundhedstilbud og behandling, er det solidaritet at overlade sine data til forskning og vækst. Man må håbe, at de har forståelse for, at borgernes tillid er altafgørende for, om man har lyst til at overlade sine data til forskning og produktion, som man intet kender til.

Personligt har jeg deltaget i et utal af forskningsprojekter, netop fordi det kan komme andre med samme sygdom til gavn. Med fuldmagt til kun at bruge oplysningerne internt til forskningsprojekterne har det været i tillid til, at ingen af mine data eller biomateriale kom videre til andre. Det vil være en forudsætning for, at jeg fremtidigt vil deltage i flere forskningsprojekter - det bør man tage alvorligt.

At vækstpotentialet skal være en drivkraft for, hvordan vi udvikler nye metoder og stiller borgernes mest intime data til rådighed for industrien, finder jeg direkte uetisk. Ønsker man at afprøve nye metoder som personlig medicin, må det være fagligheden om borgernes og samfundets sundhedsmæssige gavn, der er det bærende. Så kan man efterfølgende se på, om der er et vækstpotentiale i det.

 

Fællesskab eller brugerbetaling - 4. maj 2015

For 100 år siden fik fruentimmere, folkehold, fjolser, fattiglemmer og forbrydere stemmeret og kunne politisk være med til at påvirke samfundsudviklingen. Demokratiet begyndte for alvor og førte til velfærdssamfundet, hvor vi uanset pengepungens størrelse har lige og for det meste gratis adgang til fx sundhedsvæsenet, når vi har brug for det.

Den solidariske tankegang, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs er under enormt pres, fordi højrefløjen ikke længere vil betale det nødvendige til det fælles og lige sundhedsvæsen, men hellere vil stikke pengene i egen lomme, uanset hvor rigeligt de måtte have i forvejen.

Når de borgerlige taler om brugerbetaling, hvor nogle inden for sundhedsvæsenet skal betale mere, for at andre kan få en smule mere inden for samme område, er det omfordeling, der strider mod det, vi kender fra det lige og solidariske velfærdssamfund. Når Lars Løkke siger, at han gerne vil betale 100 kr. for at gå til lægen, så unge kan få lidt billigere tandbehandling, fritager det dem uden behov fra at bidrage via fælleskassen.

I 2012 vedtog regeringen og Enhedslisten, at mennesker på kontanthjælpsniveau kan få lavet tænder for 600/800 kr. årligt (under/over 25 år), uanset hvor meget der skal ordnes tænder for. Det er en solidarisk omfordeling efter det gode gamle princip, fordi det betales over fælleskassen, som vi alle bidrager til.

Det er en helt afgørende forskel på, hvordan vi tænker velfærd, fællesskab og finansierer eksempelvis sundhedsvæsenet. Om fællesskabet betaler lidt mere for at rette op på skævhederne, eller om det tages fra andre med behov, der så må betale for at få hjælp. Enhedslisten går ind for, at fællesskabet solidarisk betaler velfærdssamfundet, som vi alle på et tidspunkt kan få brug for, og som er afgørende for vores liv og samfundsdeltagelse. Højrefløjens omfordeling vil føre til et endnu skævere Danmark.

 

Ytringsfrihedens forkæmpere udøver censur - 1. maj 2015

Selv om busreklamen fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening "nej tak til bosættelsesprodukter" er helt i tråd med FN, officiel dansk udenrigspolitik og Movias egne retningslinjer, har et flertal i Movias bestyrelse minus SF's Jens Mandrup forlangt reklamerne fjernet fra busserne. De selvsamme politikere som hylede op om anslag mod ytringsfriheden efter nogle forhånende tegninger - så meget for deres ytringsfrihed!

 

Praktiserende lægers rolle - 24. april 2015

Flere praktiserende læger føler sig truet af, at jeg med en række alvorlige sygdomme ikke ville være bekymret for at skulle undvære en praktiserende læge. Sektorens varetagelse af de fleste borgeres kroniske sygdomme angives som eksempel, og det kan fint bruges til at vise modsætningerne.

Mange diabetikere har på diabeteshospitaler som mig lært at håndtere sygdommen og er klædt på til at håndtere næsten enhver situation. Det betyder en langt mindre afhængighed af læger - om det er praktiserende eller hospitalslæger, en mindre udgift for samfundet og en væsentligt større personlig frihed. Man kan passende spørge, om det er en udvikling, praktiserende læger bakker op, eller de vil fastholde deres styring af kronikeres sygdomsforløb, fordi det er en stor del af deres indtægtsgrundlag?

Politisk er der endnu ikke opbakning til offentligt ansatte praktiserende læger. Men hvis fremtidens sundhedsvæsen skal hænge sammen, dur det ikke, at området bruges som kampplads for varetagelse af private virksomheders interesser. Med et sundhedsvæsen, der afkræves konstante besparelser med lukning og flytning af afdelinger og andet til ugunst for borgerne, er der brug for at kunne se hele sundhedsvæsenet i sammenhæng, hvor praktiserende læger fortsat skal have en vigtig rolle. Men det kræver stor fleksibilitet fra alle.

Under Danske Regioners generalforsamling kom PLO's formand Christian Freitag og gav et klem, hvorefter vi udvekslede synspunkter som følge af debatten i Jyllands Posten. Tak til Christian, det er den åbenhed, der er brug for.

 

Sundhedsvæsen nedprioriteres - 2. april 2015

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fik i JP sagt, at Region H økonomisk er så presset, at hvis kvaliteten skal bevares, kan det blive nødvendigt at se på brugerbetaling, selv om hun er imod. Det er modigt at indrømme, at gennemføres flere 3-cifrede millionbesparelser, får vi et ringere sundhedsvæsen.

Forventeligt greb Venstre den og påstår, at Socialdemokraterne mod egen udmelding vil mere brugerbetaling, hvor Venstre blot vil omlægge brugerbetalingen. Lars Løkke Rasmussen vil fx gerne betale 100 kr. for at gå til læge, så unge kan få lavet tænder billigere.

Den nuværende regering ændrede sammen med Enhedslisten reglerne, så mennesker på kontanthjælpsniveau kan få lavet nødvendig tandbehandling uanset prisen for 600/800 kr. årligt (under/over 25 år). Det betales af fælleskassen, så Lars Løkke og andre med høje indtægter via skatten også betaler til mange unges tandbehandling, der rækker væsentligt længere end de 100 kr. for et årligt helbredscheck.

At Venstre vil omfordele mellem brugerne af sundhedsområdet, så raske og velstillede friholdes for at deltage over fælleskassen, er i sig selv brugerbetaling så det batter. Venstres glæde ved at skulle betale 100 kr. for at gå til læge samtidigt med, at de vil indføre kontanthjælpsloft og andre nedskæringer - ikke til sundhedsvæsenet men til at give sig selv og højtlønnede skattelettelser, sætter Venstres interesse for et godt sundhedsvæsen i perspektiv.

Et lige sundhedsvæsen for alle uanset pengepungens størrelse lader sig kun gøre ved, at det betales af fælleskassen, og vil man et sundhedsvæsen i verdensklasse, koster det. Det er vi desværre på vej væk fra og fortsætter nedskæringerne, bliver næste uhyggelige skridt, at der prioriteres mellem, hvem det kan betale sig at behandle.

 

Skræmmende menneskesyn - 17. marts 2015

Med ændring af tvangsadoptionsloven presser kommunerne endnu engang deres interesser i gennem, så de kun skal sandsynliggøre og ikke som nu godtgøre, at forældrene livslangt ikke kan tage vare på deres barn.

Af mange års erfaringer kan det forudses, at kommuner vil bruge muligheden til at tvangsadoptere børn af handicappede forældre, fordi det er billigere end anbringelse hos en plejefamilie. En væsentlig forskel er bare at ved anbringelse kan barnet have kontakt til forældrene og sin biologiske familie. Og hvad er det for et menneskesyn, at barnet ikke må vide, at moren eksempelvis er udviklingshæmmet?

Socialminister Manu Sareen tog efter massiv kritik for nyligt et lovforslag af bordet, der ville give kommunerne mulighed for at flytte beboere med handicap efter for godt befindende. Mange af de institutioner, som kommuner har etableret til handicappede borgere, giver mindre frihed og mulighed for deltagelse i samfundslivet end åbne fængsler.

Kommuner afviser at give aktivitetstilbud til stærkt handicappede børn, hvis de vurderer, at barnet ikke vil være i stand til at udvikle sig. Det gøres med alt for ringe faglig viden alene for at aflaste kommunekassen, og forældre tvinges til at betale selv, hvis de ønsker at deres barn skal have aktiviteter og udvikling.

Jeg kunne fortsætte!

Danmark ratificerede i 2009 FN konventionen om rettigheder for personer med handicap, der bekræfter personer med handicaps lige ret til at nyde sine menneskerettigheder, til deltagelse i samfundet som andre og til hjælp hertil. Kommunerne og folketinget har siden forbrudt sig mod konventionen i et omfang, der ikke har set sit lige.

Med 20 års erfaring på handicapområdet rejser det for mig spørgsmålet, hvad det er for et menneskesyn, der ligger bag kommunernes og siden folketingets kyniske tilretning af lovgivning, så kommunerne kan prioritere fælleskassen frem for en anstændig respekt for mennesker med handicaps menneskerettigheder, ret til deltagelse, frie valg, ferier, ret til at være forældre og meget mere. Tanken er ikke til at holde ud, men det ville være mere humant at tvangssterilisere handicappede kvinder frem for at lade dem gennemgå 9 måneders graviditet for at få barnet fjernet og aldrig se det mere.

 

Hvad vil PLO? - 9. februar 2015

Med den nye formand og bestyrelse for Praktiserende Lægers Organisation i hovedstaden (PLO) opfattede jeg og andre med glæde nye signaler om, at man vil i dialog med Region Hovedstaden om blandt andet rekrutteringsproblemerne og PLO's rolle i 1813. Senest er så kommet flere indlæg i pressen fra næstformand Line Soot, som synes at fastholde den hidtidige ultimative holdning, at uden kun praktiserende læger i front kommer 1813 aldrig til at fungere.

Det er møgærgerligt, hvis PLO's indgang til dialogen stadig er at bekæmpe 1813, med mindre de får hånd og halsret over den. Regionen vil hellere end gerne have praktiserende læger på 1813 og har en del, men et tilstrækkeligt antal blev forpurret af PLO, som hidtil har frarådet sine medlemmer at søge job på 1813. Det er mildt sagt besynderligt, at når de mener, at praktiserende læger er de bedste, så fraråder de dem at søge jobbene.

Kun ved spidsbelastninger har 1813 problemer, der skyldes de rekrutteringsproblemer, som PLO selv har været med til at skabe, der hidtil har tydet på en helt anden dagsorden for PLO end borgernes bedste.

Vi politikere har nu i et år taget ansvar og arbejdet målrettet for, at problemerne skulle løses på trods af PLO's modstand. Der er et reelt ønske fra regionsrødderne om dialog med PLO for at se på de problemer og udfordringer, der er som fx rekruttering og uddannelse af praktiserende læger. Vi har nu i et år taget politisk ansvar og løst mange problemer. Vi vil samarbejdet og tror på den reelle vilje til dialog, men ingen skal være i tvivl om, at vi fortsat tager ansvaret for at løse problemerne, uanset hvem der vil eller ikke vil være med.

 

Hvornår er behandling udsigtsløs? - 23. januar 2015

I Kristeligt Dagblad 22/1 problematiserer Etisk Råds formand Jacob Birkler at fortsætte udsigtsløs behandling i stedet for at lade mennesker dø hjemme. Det er let at få sympati for, hvis døden med sikkerhed vil indtræde. Men det rejser vigtige spørgsmål om, hvornår behandling er udsigtsløs, og hvem der afgør det.

Jeg kan ikke lade være at tænke på min 25-årige hjertesygdom, der de seneste 4 måneder har betydet 3 hjerteoperationer - én lykkedes ikke, 3 hjertestop under operationerne plus indoperering af en avanceret pacemaker samt et par indlæggelser flere akutte. Det har været dyrt for fællesskabet, og ingen kan garantere for livslængden. Til gengæld bliver der med sikkerhed behov for flere operationer de kommende år, hvis jeg skal bevare livet.

Politisk har det været fremme, at man skulle se på netop udsigten til resultater og livslængde af dyr behandling, og det blev for år siden dokumenteret, at borgere, som modtog mange offentlige ydelser, stod til ikke at skulle genoplives ved hjertestop. Så udviklingen er i gang for at droppe behandling af "dårlige" dyre liv, der ligger på grænsen til den gruppe, som Jacob Birkler omtaler.

Derfor kan jeg som førtidspensionist gennem 22 år, 54 års diabetes, blind med nyresygdom, omtalte hjertesygdom med mere blive bekymret for, om jeg med den økonomiske tænkning og evige krav om et billigere og mere effektivt sundhedsvæsen om føje år vil kunne få den nødvendige behandling for at oppebære så langt et liv som muligt - det liv jeg holder meget af, eller om man lader mig være ved et kommende hjertestop.

Hvem skal være dommer over, om en behandling er nyttesløs, og hvor langt et liv, der kan forventes? Det er før set, at sundhedssystemet har taget fejl med hensyn til udsigten for patienten. Er det patientens ønske efter saglig rådgivning at komme hjem og dø i fred og ro, skal det naturligvis efterkommes. Men har patienten ønske om at fortsætte livet om muligt, står vi med et uoverskueligt etisk dilemma, hvis fagpersoner og/eller politikere kan bestemme, at patienten må overlades til at dø.

 

Søgt solidaritetsforståelse - 7. januar 2015

Radikales Charlotte Fischer (CF) talte under valgkampen om "ufarlige" gebyrer men i kommentar i Berlingske 7/1 om brugerbetaling "af kærlighed til den solidariske velfærdsmodel". CF vil tilskynde borgerne til bedre og ansvarlig adfærd for at sætte indkomstskatten ned.

CF ved, at det ikke er de samme mennesker. Fattigrøvene har størst behov for sundhedsvæsenet og skal ifølge CF bruge det mindre, mens de bedst stillede får størst gavn af skattelettelser og har mindre brug for sundhedsvæsenet. Med hendes brugerbetaling får de større grund til at benytte privathospitaler og kan bidrage mindre til det fælles, der minder om det amerikanske, hvor de der har råd kan få den bedste behandling, mens fattigrøvene må nøjes med discount.

CF mener også, at brugerbetaling ændrer ved, at de rigestes børn tager de fleste og bedste uddannelser. Skulle fattiges børn tage mere uddannelse, fordi rige skal betale!? Også her risikerer man, at de bedst stillede ikke vil bidrage til det fælles uddannelsessystem til skade for dårligt stillede.

Charlotte Fischers brugerbetaling er og bliver omfordeling fra fattig til rig. Betaling via fælleskassen, er den eneste måde at sikre gode solidariske systemer, hvor alle rige eller fattige har lige adgang efter behov.

 

Regioner giver god mening - 1. januar 2015

DF har efterlyst debat om regionernes fremtid med deres vision om kun stat og kommuner. Ikke ét ord om konsekvenserne ved at nedlægge regionerne. Dertil glemmer de det udemokratiske EU, der bestemmer mere og mere, og som DF ikke længere er imod.

DF støttede Lars Løkkes strukturreform med central styring, hvor kommunerne overtog mange amtslige opgaver, der førte til, at ældre og handicappede har oplevet nedskæringer som aldrig før. Kommunerne har hjemtaget og udvandet mange specialtilbud på handicapområdet, så faglig ekspertise er spredt for alle vinde til stor ugunst for borgerne. Sundhedshusene, som kommunerne skulle etablere som en del af reformen, er kun få steder blevet til noget og fungerer vidt forskelligt. Busdriften gik heller ikke for godt, hvorfor regionerne igen har overtaget dele af den for at sikre sammenhæng i den kollektive trafik. Mange specialtilbud på handicapområdet burde også tilbage til regionerne.

Hvad får DF til at tro, at det vil gå bedre med de mange sundhedsopgaver, som kommunerne overtager, hvis regionerne nedlægges?

Uden regioner vil staten overtage hospitalerne. De kommer under et ministerium med professionelle bestyrelser, der med den nyligt vedtagne offentlighedslov kan holde dørene lukket for kommunikationen mellem ministeriet og hospitalsbestyrelserne. Det er en markant indskrænkning af demokratiet i forhold til folkevalgte regionsråd, som borgerne kan afskedige hvert fjerde år, og hvor borgerne i mellemtiden har nemmere adgang til politikerne, der i sig selv er en væsentlig del af demokratiet.

DF's eneste begrundelse for nedlæggelse af regionerne er en overdreven administration uden at fortælle, hvordan den nødvendige administration samlet bliver mindre af, at hospitalerne overtages af staten, og resten af sundhedsvæsenet overtages af 98 kommuner med hver sin administration.

Regionerne giver rigtig god mening for et sammenhængende, koordinerende og demokratisk sundhedsvæsen.

 

Refleksion over 1813 - 29. december 2014

I dagspressen kan læses forståelig forargelse over, at en borger i juledagene måtte vente 79 minutter på at komme i gennem til 1813, der bestemt ikke er i orden. Men der florerer generelt mange unuancerede misvisende oplysninger, som især 2 partier og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har interesse i at udstille som det generelle billede af, hvordan akutsystemet inkl. 1813 fungerer.

Forestiller man sig 1813 skrottet og akuttelefonen overtaget af PLO som i "gode gamle dage", vil man fortsat opleve ventetider i weekender og ved spidsbelastninger, og at der sker fejl som under den gamle lægevagtsordning - endda alvorlige fejl! Kritikerne udnytter, at man dengang ikke registrerede utilsigtede hændelser og ventetider, som man gør i dag, selv om avisartikler fra tid til anden fortalte andre historier om vagtlægeordningen uden at tage det som udtryk for dens generelle kvalitet. Selv når alt går efter bogen, sker der uheldige hændelser, som ikke kan forudses, og mennesker dør, fordi de ikke står til at redde - det ved både PLO og de bagudskuende partier.

PLO insisterer på at overtage akuttelefonen og visitationen helt, hvilket ikke fremmer realitetsforhandlingerne. Glem de ultimative krav, det er ganske enkelt useriøst at kræve huset revet ned, alene fordi der er utætte vinduer!

De seneste måneder har jeg flere gange personligt oplevet, at akutsystemet både via 112 og 1813 fungerer professionelt, imødekommende, med autoritet og samlet langt hurtigere end i gamle dage. Det tog under 3 minutter at komme i gennem til 1813, og 2 minutter senere var den ambulance på vej, som jeg i situationen burde have tilkaldt via 112. Behandlingen startede i ambulancen, og på under 1 time var patienten i behandling på den rigtige afdeling. Var jeg på 1813 oplyst om ventetid, havde jeg naturligvis tilkaldt ambulancen via 112.

Derfor tager vi det stadig alvorligt, når borgere oplever for lange ventetider og føler sig dårligt behandlet. Vi ved meget vel om ventetiderne, at det skyldes problemer med at ansætte tilstrækkeligt med personale, der kun besværliggøres af den vedvarende urimelige hetz. Underbemandingen skaber naturligvis størst problemer ved spidsbelastninger som weekender, jul og nytår.

Her kunne en aftale med PLO gavne borgerne. Det kræver blot, at PLO anerkender, at verden forandrer sig, og at deres rolle og position ikke er en naturlov. De vil gøre borgerne en stor tjeneste ved at indgå i en konstruktiv dialog for at finde de gode løsninger i erkendelse af, at sundhedsvæsenet er og fortsat vil være under forandring.

 

Umenneskelige tilstande - 14. december 2014

Der barsles med reform på voksenområdet, så de med størst støttebehov ikke har ret til specifikke tilbud. I FN konventionen om rettigheder for personer med handicap - en del af menneskerettighederne, slås det fast, at mennesker med handicap har ret til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet samt til fuldt ud at nyde menneskerettighederne.

Den ret har kommunerne i årevis trådt under fode ved at nægte borgere med handicap hjælp som ledsagelse og samværs- og aktivitetstilbud, der giver mulighed for at deltage i aktiviteter, som andre borgere deltager i. Med reformforringelserne vil der ikke være grænser for, hvor lavt kommunerne kan gå i tilbuddene, og mennesker med handicap kan helt afskæres fra at deltage i almene aktiviteter.

Et konkret eksempel er en kommune, som fratog en udviklingshæmmet borger ledsagelsen til at gå til sit favoritholds hjemmekampe med begrundelsen, at borgeren uden talesprog ikke kunne fortælle ledsageren sine ønsker. Et er, at man besidder så ringe viden, at man vælger et overgreb frem for at lære ledsageren at kommunikere med borgeren via de hjælpemidler, der findes. Noget andet er, at man ikke begriber, hvor stort et overgreb det er på borgerens ret til et selvstændigt liv og til at deltage i samfundet på lige fod med andre - uden ledsager er alternativet ingenting.

Et andet eksempel er en udviklingshæmmet person sidst i tyverne uden talesprog, der kun kunne kommunikere via taktilt tegnsprog med sin hjælper en gang om ugen og gennem sin mor. På spørgsmål om, hvad den unges højeste ønske var, lød svaret en computer med de nødvendige hjælpemidler, så den unge via mails og chat selv kunne kommunikere med andre, der er vitalt for det at være menneske. Det kan personen med reformforringelserne skyde en hvid pil efter.

Det er uhyggeligt, at nogen i et moderne velfærdssamfund kan komme i tanke om at forringe mennesker med handicaps vilkår efter rumænske standarder, så kommunerne får lov at bure mennesker med handicap inde på institutioner med de aktiviteter, man tilfældigvis giver plads til i budgetterne, frem for at føre an og leve op til FN's menneskerettigheder. Gennemfører Folketinget reformforringelserne, bør handicaporganisationerne samle de utallige sager, hvor borgere med handicaps menneskerettigheder er trådt under fode med henblik på en sag ved Menneskeretsdomstolen.

 

Reelt opgør med ulighed - 13. september 2014

Uddannelse er ved at få fodfæste som årsagen til ulighed i sundhed, og bliver selvsagt svaret på at gøre op med uligheden. Opgøret er nødvendigt, 80 % af brugerne af sundhedssystemet tilhører samfundets dårligst stillede. Men manglende uddannelse er blot et symptom på den ulighed, som skiftende regeringer har båret ved til.

Uligheden kommer af dårlige livsvilkår, dårlig indkomst af dårligt lønnede og nedslidende job eller overførselsindkomst, der gennem årtier er forringet betydeligt, og dårlige boliger m.v. Tilsammen fastholder det mønstre og vilkår, hvor det er svært at tage initiativ til at bryde livsstilen og til at tage uddannelse, der rigtigt kunne give bedre job og livsvilkår. At starte med uddannelse svarer blot til at skifte gearkassen på en motor, der er brudt sammen.

Ønsker Folketinget at gøre noget ved uligheden i sundhed, skal de forbedre de grundlæggende livsvilkår som indkomst, uanset om mennesker er i job eller på overførselsindkomst. Eventuelle skattelettelser skal lægges i bunden også til overførselsindkomsterne, sikkerhedsnettet skal repareres, så mennesker ikke ender uden indkomst, og fx satspuljen skal sættes på finansloven i stedet for på skuldrene af mennesker på overførselsindkomst – alene satspuljen har bidraget væsentligt til uligheden.

 

ESC, skandale, arv og gæld - 20. august 2014

Regionsrådet besluttede på nær undertegnede på sit møde 19/8 at bevilge 46 mio. kr. til Wonderful Copenhagen (WoCo) til dækning af det kæmpeunderskud, der blev skabt i forbindelse med Eurovision Song Contest. I rådet blev det fremført, at vi skulle vedkende os arv og gæld.

Problemet er, at ingen har anet, om den bevilgede hovedpart af underskuddet er regionsrådets arv og gæld, og der synes at være lagt tågeslør ud over, hvor ansvaret ligger, og hvor de mange penge er blevet af. Regionen sagde ja til 18,4 mio. kr., og stillede en underskudsgaranti på 3 mio. kr., der blev udløst i februar 2014 sammen med en ekstrabevilling på 4,34 mio. kr.

Danmarks Radio (DR) og WoCo holder aftalen hemmelig, som måske kunne løfte sløret for, hvem der er rendt med pengene,, hvorfor det alligevel ikke er nok, og hvor pengene er blevet af.

Ansvarsbevidste entreprenører udfører ikke arbejde for flere gange, end der er penge til i et selskab, som kan gå konkurs, hvorfor der må være udstukket garantier for betalingen.

Der blev til regionsrådsmødet blandt en mængde papirer (som ingen kan nå at læse) fremlagt et notat, hvoraf det fremgår, at projektselskabet i aftalen med DR har forpligtet sig til uden budgetmæssige begrænsninger at gennemføre projektet. Hvem i regionen har haft kendskab til det og sagt, at pengene nok skal komme? Regionsrådet kan konstatere, at siden februar har vi intet konkret fået forelagt, kender først nu mindre dele af aftalens indhold, og ved ikke, hvem der har ansvaret, der kan ligge både i projektselskabet, woCo, DR og/eller i regionen.

Jeg er faktisk lidt rystet over, at regionsrådet påtager sig en arv og gæld for 46 mio. skattekroner uden at ane, hvad der er op eller ned, eller hvor de 91,3 mio. kr. fra bevillinger og mellemfinansieringer er blevet af. Dertil har vi al mulig grund til at føle os taget ved næsen over, at projektselskabet i den hemmelige aftale har forpligtet sig til at gennemføre projektet uanset prisen, og at dette var DR uvedkommende.

 

Uld i mund - 15. august 2014

I Altinget.dk kunne man 15/8 læse, at alle 4 borgerlige partier har det som et klart ønske at nedlægge regionerne. Samtidigt siger alle 4 partier, at det ikke er et ultimativt krav. Så skulle vælgerne nok vide, hvor de har den borgerlige fløj!

 

Fri leg med borgernes sundhedsdata - 7. juli 2014

Folketinget har givet Seruminstituttet lov til at sælge borgernes sundhedsoplysninger til private medicinalvirksomheders forskere – i forskningens tjeneste naturligvis! Man må spørge, hvem der bør eje borgernes sundhedsdata, og at vi ikke generelt kan sige nej til at deltage i medicinalindustriens kommercielle interesser. Interesser som trods godkendelse i de videnskabsetiske komiteer også viser sig problematiske.

Dertil giver sundhedsportalen alle i sundhedssystemet adgang til alle borgeres sundhedsdata, kommunerne skal nok få adgang, og lidt politisk "vilje" kan også give andre adgang til portalen.

Sidst har vi set virksomheden CSC lække 900.000 danskeres cpr-numre, den selvsamme virksomhed der for kommuner og regioner skal varetage praksissektorens og apotekernes afregning på sygesikringsområdet, der kan give detaljeret viden om den enkelte borgers sundhedsprofil, som vil have stor interesse hos medicinalindustrien. Forlydender vil vide, at CSC fortrinsvis vil få disse data håndteret af medarbejdere i Indien, hvorfor jeg har stillet spørgsmål til Region Hovedstaden (er koordinerende) om sikkerheden.

Borgerne er i forhold til vore personlige data reduceret til kvæg, og det bør efter min mening forsøges afprøvet ved Menneskerettighedsdomstolen, hvis vi ikke igen får større rettigheder over vore personlige data.

 

Hvem er til for hvem? - 2. juli 2014

Regionsrødder og andre politikere er inviteret til Sundhedsindustriens Dag 2014 den 11. september 2014.

Skal sundhed og medicinalindustriens indtjeningsmuligheder være afgørende for, hvordan vi håndterer sygdom og sundhedssektoren. For mig må der aldrig være tvivl om, at borgernes sundhed kommer i første række, og så kan det være udmærket, at en industri, som kan tilføre sundhedsområdet forskning og gode præparater kan tjene penge på det. Industriens argumentation, at medicinalindustrien er en væsentlig bidragsyder til indtjeningen fra omverdenen, finder jeg direkte frastødende.

For os politikere burde det være et klart mål at få samfundet til at interessere sig for mere og andet end det, der kommer fra medicinalindustrien. Desværre er der generelt en holdning om, at hvad der ikke interesserer medicinalindustrien, interesserer ikke lægerne, og så interesserer det heller ikke politikerne, en dybt konservativ tankegang.

Der er megalangt fra medicinalindustriens præferencer til heksemutters, som samfundet kunne have stor gavn af at interessere sig for og få større viden om, og som medicinalindustrien ikke nødvendigvis kan tjene penge på. Det bør vi som politikere have langt større fokus på, da medicinalindustriens "vidundermidler" for mange har større skadevirkning end positiv effekt og koster mennesker deres gode liv og for tidlig død og samfundet en herregård.

Med diabetes I i 53 år og flere følgevirkninger erkender jeg dog blankt, at meget medicin har god virkning og endnu ikke kan erstattes. Men når man tænker på, at diabetes i dag behandles stort set som ved insulinets mere end 90 års begyndelse, er det tankevækkende, hvad man på de 90 år måske kunne have fundet ud af, hvis der var forsket ud fra andet end medicinalindustriens kommercielle interesser. Det handler om at finde en fornuftig balance, som kan være imod medicinalindustriens interesser, og behovet for det kan ikke siges højt nok tit nok.

 

Jorden kalder PLO - 10. april 2014

Som vi har valgt at indrette sundhedssystemet, har praksissektoren herunder praktiserende læger en stor rolle, som man fint kan bygge videre på. Men senest i forhold til 1813 opfører PLO sig sammen med et par destruktive partier, som er man gået fra en fuldkommen model til ragnarok. Det er møg ærgerligt, at debatten har kørt ensidigt på de konkrete negative hændelser, som naturligvis er en del af virkeligheden og skal undgås. De er bare ikke udtryk for det generelle billede.

Selv om jeg holder af min praktiserende læge, som tør tænke utraditionelt, kan jeg med 53 års Diabetes I og med stort set samtlige følgesygdomme som blodpropper, hjerteoperation, nyresygdom (en nyre stået af som følge af vagtlæges fejlskøn) m.m. ikke bruge min praktiserende læge til andet, end hvis jeg får en dims under armen eller skal have fornyet recept. Mange ting, som borgerne går til deres praktiserende læge med, kan de gå direkte til en speciallæge med.

Med mine kroniske sygdomme ville det ikke bekymre mig at skulle undvære min praktiserende læge, og jeg er ikke et øjeblik bekymret for at ringe 1813, hvis et akut behov opstår. Det er heller ikke udtryk for det generelle billede men også en del af virkeligheden.

En tredje del af virkeligheden er, at mange borgere har skrevet til regionen om deres glæde over deres oplevelse med 1813 og akutsystemet, og mange udtrykker at være indigneret over den ensidige kritik, der har været.

En fjerde del af virkeligheden er, at PLO ønsker at besidde hele visitationen på 1813 og vil have 1.500 kr. i timen aften og nat. Det kan give 10.000 kr. for en vagt, der svarer til, hvad mange brugere af systemet har om måneden. I en tid, hvor regionen skal finde små 700 mio. kr. på budgettet næste år stigende til 1,5 mia. kr. de følgende år, skal PLO ikke have 1.500 kr. i timen for at passe telefonerne på 1813 som fritidsbeskæftigelse.

Jeg ønsker af hjertet et godt samarbejde med praktiserende læger som en vigtig del af sundhedssystemet, men vi skal have systemet til at fungere, uanset PLO bliver ved at svæve højt over vi dødelige. Der er stadig udfordringer, men 1813 er godt på vej og har en tredjedel læger med almen praksiserfaring, der meget gerne må blive flere, og 1813 vil komme til at fungere tilfredsstillende - med eller uden PLO.

 

Skræmmende medicinforbrug - 15. marts 2014

For mange har medicin givet et længere og bedre liv, end de ellers ville have fået - personligt var jeg næppe blevet 12 år uden insulin. Men forbruget af medicin har nået højder, der bør få os til at bekymre os og sætte spørgsmålstegn ved, at medicinalindustrien har en monopollignende forskning, der primært tager udgangspunkt i deres egen mulighed for produktion og indtjening. De praler endda af at være Danmarks største eksportsucces.

Det er interessant at tænke, hvad en uvildig forskning i diabetes kunne have ført til i de omkring 90 år, insulinet har eksisteret, når man tænker på, hvilke enorme skridt der er taget på andre områder i de samme 90 år. Men langt den meste forskning, der er sket, har taget udgangspunkt i afprøvning af nye medicinske præparater og forfinelse af de eksisterende behandlingsmetoder og ikke i at få grundlæggende viden, som måske kunne føre til behandling uden medicin.

Den dag, man knækker koden for, at mennesker får Diabetes I, ligger løsningen måske lige for. Man ved eksempelvis, at det har noget at gøre med vores levemåde. Således byggede Novo en insulinfabrik i Kina, da de tilnærmede sig vesten, fordi man vidste, at kineserne med en vestlig levevis ville få Diabetes lige som os. Alene at man ikke bekymrer sig om den viden skræmmer.

Det samme gælder psykofarmika, der har en umiddelbar positiv virkning for mange men også har alvorlige skade- og følgevirkninger, som samlet skader mange mere, end det gavner. Medicin kan i nogle tilfælde være nødvendigt for eksempel ved psykoser, men personer med psykisk sygdom lever 15-20 år kortere end almenbefolkningen, og meget af det vurderes at skyldes medicinen. Overlæge i psykiatri har over for mig bekræftet, at man for skizofreni nok har nogle teser og teorier og kender mange symptomer, der kan vise sig på et utal af måder, men faktisk ikke ved, hvad det er. Man ved heller ikke sikkert, hvorfor medicinerne virker, de er opfundet ved en tilfældighed.

Når man i Finland og andre steder har gode resultater med behandling af psykiske sygdomme uden eller næsten uden brug af medicin, burde vi aldrig være i tvivl om, at det skal forsøges før at eksperimentere med psykofarmika, som er opstået ved en tilfældighed, og som vi ved, har enorme skadevirkninger som alt for mange selvmord.

Skal vi nogensinde komme ud af medicinalindustriens kløer, der er beskrevet i overlæge dr. med Peter Gøtzsches bog ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet”, skal der politisk vilje til at afsætte midler til uvildig forskning i sygdomme og alternative behandlingsmetoder. Der er ikke tale om frelste heksemetoder, der er et univers mellem sådanne og medicinalindustriens traditionelle, at der er masser af potentiale for seriøs forskning. Eksempelvis erfaringerne med behandling uden psykofarmika, og Enhedslistens forslag i Regionsrådet om kliniske afprøvninger af cannabis til de grupper af patienter, som man allerede ved, har gavn af det.

Går man et skridt videre, har jeg personligt på 2 år behandlet mig selv for knogleskørhed alene med mandler og øget motion fra et behandlingskrævende niveau til, at man end ikke anbefaler D-vitamin og kalk (fra over 2,6 til 1,1). Det er dokumenteret ved hospitalsskanninger og er markant, og tænk et potentiale, hvis man kan forebygge endda behandle knogleskørhed og undgå de alvorlige gener og udgifter, det medfører, ved at anbefale mandler og motion. Ikke én har endnu vist sig interesseret i at efterse skanningerne, og lægernes manglende nysgerrighed må undre.

Tager vi udgangspunkt i sund fornuft, kan der efter min mening ikke være noget at betænke sig over. Vi skal turde afprøve alternative metoder, som tager hensyn til mennesker og ikke til medicinalindustriens aktionærer og "eksportsuccesen". Men der er tale om at påbegynde ændringen af en gammel kultur, der hænger sammen som ærtehalm, og det kræver politisk mod.

 

PLO forhindrer bedre 1813 - 3. marts 2014

Læger med erfaring fra almen praksis henvender sig til Region H, fordi de ønsker ansættelse på 1813. De vil dog vente, til deres interesseorganisation PLO ikke længere fraråder at gøre det.

Således medvirker PLO til at forhindre, at borgerne kan få et bedre 1813 med flere læger, der eksempelvis har erfaring med børn. De læger kunne prioriteres til opkald om syge børn og aflaste børneafdelingerne, der får henvist for mange børn, som kunne ses af egen læge dagen efter. Jeg ser frem til, at PLO ikke vil have det siddende på sig og trækker sin frarådning tilbage.

 

Usandheder om 1813 - 21. februar 2014

Regionen svarede 18/2 på Finn Rudaizkys spørgsmål, som han havde stillet efter henvendelse fra læge, der påstod, at 1813 7. februar i år skulle have afvist buschauffør, der efterfølgende var kørt i grøften med hjertestop. Det viste sig at være pure opspind muligvis affødt af hændelse fra maj sidste år, der intet havde med 1813 at gøre.

Det er ok, at vi politikere spørger til alvorlige indberetninger. Men måske skulle man være en smule kritiske med sine kilder, for det er et kæmpe troværdighedsproblem, at læger åbenbart fortsat kommer med usandheder alene med det formål at miskreditere 1813, som har alvorlige seriøse problemer nok at forholde sig til.

Det ville klæde lægerne, som flere hospitalslæger har gjort, at rette seriøse henvendelser om konsekvenserne af fejlvisitering på 1813 og anvisning af problemerne, som der hurtigst muligt skal findes permanente løsninger for. Og det ville klæde politikerne at arbejde på seriøse løsninger i stedet for at være vandbærere for disse usandheder. Så stop chikanerierne og vær som hospitalslægerne lidt konstruktive i forhold til løsninger, der kan få systemet til at fungere til alles tilfredshed, tak!

 

Årets skåltale! - 26. januar 2014

Regeringen har fremlagt en umiddelbart ambitiøs handlingsplan på handicapområdet "et samfund for alle" for at øge inklusionen af personer med handicap. FN's handicapkonvention citeres som aldrig før, og det er let at lade sig forføre af.

En vision er, at dansk handicappolitik skal understøtte, at barriererne mindskes og fremme udviklingen frem mod et fuldt inkluderende og mangfoldigt samfund. Det følges op af, at regeringen har en klar ambition om at sikre, at ressourcerne på handicapområdet bruges bedst muligt. Altså en udmelding om, at der ikke kommer flere penge, og at området ses isoleret, der ikke har ret meget med inklusion at gøre. Kunne man forestille sig kun at bruge halvdelen af det nødvendige på brandsikring af vore nye hospitaler, og "nok skulle bruge ressourcerne bedst muligt"!

En glimrende vision er øget selvstændighed og ansvar for eget liv. Beklageligvis defineres det i planen ved, at borgeren skal understøttes fysisk og digitalt, ved velfærdsteknologi, rimelig tilpasning og universel design. Man mistolker eklatant konventionen ved at overlade det til markedet, samt til kommunernes misforståelse af rimelig tilpasning, der ikke handler om, at de kan vælge tilpasning fra, men om at borgerne har ret til en rimelig tilpasning.

Kommunerne har misbrugt det til at fratage borgere med handicap ledsagelse og anden personlig bistand, der netop er afgørende for, at borgere kan leve et selvstændigt liv og vælge at tage til aktiviteter, som andre har mulighed for. Det er grundlæggende for at kunne nyde sine menneskerettigheder nogenlunde som andre. Deltagelse definerer planen alene som at kunne bidrage, og kulturelle muligheder må frivillige tage sig af. Myndighederne har åbenbart intet ansvar, og ovennævnte vil øge isolationen, som vi ifølge konventionen er forpligtet til at modvirke.

Personer med handicap er gruppen, der uden sidestykke udsættes for den mest systematiserede diskrimination af alle. Det sker blandt andet ved udelukkelse fra en ordentlig skolegang, uddannelse og selvforsørgelse ved beskæftigelse, en livslang ussel økonomi, ved at borgere flyttes fra deres hjem, som var de sække med kartofler, ulige adgang til sundhed og meget mere. Planen svinger sig op til at definere diskriminationen som hate crime.

Handlingsplanen bærer præg af at være clearet af Kommunernes Landsforening, og den har trods de fine ord så mange forbehold, at den kan holde i årtier, uden at kommunerne behøver ændre en tøddel ved deres til tider dybt diskriminerende adfærd. Det havde været dejligt med en plan, der forpligtede kommuner og regioner, og mener regeringen andet med planen end som skåltale op til næste valg, må de iværksætte tiltag, der snart viser markante forbedringer i den udelukkende praksis, der anvendes alt for mange steder i dag.

 

1813 har stort potentiale - 18. januar 2014

Akuttelefon 1813 er det sted, borgere i hovedstadsregionen skal ringe, hvor man tidligere ringede til vagtlægen. Der har været yderst berettiget kritik som lange ventetider, og at en borger med et sygt barn blev henvist mellem 3 hospitaler for at ende på det første. – det er der heldigvis rettet op på. Men når en borger klagede over, at sygeplejersken efter 3 minutters ventetid henviste til den akutmodtagelse, som borgeren selv foreslog, er det nok i underkanten af, hvad man kan kalde rimelig kritik.

Den megen kritik efterlader den fejlopfattelse, at vagtlægeordningen var perfekt og fejlfri. Der blev også givet forkert rådgivning, og borgere har oplevet, at senere konstaterede alvorlige sygdomme var blevet bagatelliseret hos vagtlægen. Lægerne kan lige så lidt som sygeplejerskerne diagnosticere over telefonen, og skal det heller ikke. Selv når de har fingrene i borgerne, er der ofte brug for prøver, scanninger m.v., og selv efter dette kan de ikke altid stille en diagnose men må prøve sig frem. Heldigvis er mennesker ikke som vores biler, hvor man sætter et stik i maskinen, og fejlen viser sig på en skærm.

Der er intet til hinder for, at 1813 som i Sverige bliver en ordning, som både borgere og personale bliver glade for. Med fastansatte kvalificerede læger og sygeplejersker i hospitalernes akutsystemer under et er der fagligt et enormt potentiale for videns- og erfaringsopsamling, som kan og skal anvendes i det daglige og blive til fordel for borgerne. Et potentiale der samlet set ikke var i den traditionelle vagtlægeordning.

Som regionsrådspolitiker er jeg glad for at have været med til at vedtage 1813 og ser frem til, at ordningen kører optimalt og viser sit store potentiale – for borgernes skyld.

 

Jernbaneaftale uden hensyn til handicap - 15. januar 2014

5. oktober 2012 foreslog jeg i Trafikministerens dialogforum om tilgængelighed, at der blev afsat en flerårig pulje til opgradering af det eksisterende jernbanenets tilgængelighed for personer med handicap – stationer, perroner, gangbroer, tunneler m.v. Banedanmark havde vurderet, at 30 mio. kr. årligt i 10 år kunne gøre det. Ministeren syntes, at det var en god ide men havde ikke pengene. 20. november vedtog Hovedstadens Regionsråd på min anbefaling at indstille det samme (uden beløb) i sit høringssvar til Trafikplan 2027.

Nu har regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten vedtaget at bruge 28.500 mio. kr. på jernbanenettet, men ikke én krone til tilgængelighed på det eksisterende jernbanenet kunne det blive til. Folketingets politikere må snart tage FN konventionen om rettigheder for personer med handicap bare en smule alvorligt. Det er altså ikke alle med handicap, der bor i Kbh., Odense, Århus og Ålborg!

 

Behandlingskulturen må ændres - 6. januar 2014

Ifølge bogen "Dødelig medicin og organiseret kriminalitet" af overlæge dr.med Peter Gøtzsche, Nordic Cochrane Center på Rigshospitalet er medicin den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertesygdomme og kræft. Det hedder, at medicinalindustrien korrumperer sundhedsvæsenet, og lægerne beskyldes regelmæssigt for at være i lommen på medicinalindustrien.

Det skal naturligvis nuanceres, men som regionspolitikere med ansvar for sundhed og behandling, bør vi ikke ignorere Gøtzsches klare udmelding. I forvejen anerkendes det, at personer med psykiske sygdomme lever 15-20 år kortere end andre, hvor halvdelen vurderes at skyldes medicinen. Medicin er nødvendigt.

Mange med sygdomme kan takke medicin for et langt liv. Med Diabetes I fra 5-årsalderen, var jeg næppe blevet 12 år, hvis insulinet ikke var opfundet, og den fortsatte forskning i bedre behandling har minimeret konsekvenserne af de alvorlige følgesygdomme.

Men Diabetes vokser i rasende fart, og medicinalindustrien skovler penge ind på det. Derfor må der sættes spørgsmålstegn ved medicinalindustriens monopollignende forskning og udvikling af behandlingsmetoder, som altid tager udgangspunkt i deres subjektive økonomiske interesser. Måske kunne vi have løst mysteriet om Diabetes I, hvis vi gennem insulinets 90-årige historie også havde haft en uvildig forskning, der ikke var bundet op på insulinproduktionen.

I Finland har man gode erfaringer med behandling af psykiske sygdomme uden og næsten uden brug af medicin. Med de negative erfaringer med psykofarmica, vi kender, tilsiger al sund fornuft, at vi afsætter ressourcer til undersøgelser og indførsel af metoderne – uanset medicinalindustriens mening.

 

I gang med arbejdet - 5. januar 2014

Først tak til de, der stemte mig i Hovedstadens Regionsråd fra 1. januar 2014. Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med arbejdet.

Det er ikke hverdagskost, at personer med et synligt handicap bliver valgt i et folkevalgt forum. I Folketinget er der ingen, og på kommunalt og regionalt niveau er vi kun ganske få på trods af, at paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer dækker 320.000 medlemmer. Mange er valgt for Enhedslisten.

Ingen tvivl om, at det bliver en udfordring for regionen, at jeg er blind, og de er allerede i gang med for eksempel at gøre hjemmesiden tilgængelig, som den naturligvis burde have været fra starten. Men alene fordi jeg de seneste halvandet år har været stedfortræder en række gange, har sekretariatet og IT-afdelingen været udfordret. De har gjort alt for at skaffe mig materialet tilgængeligt, så jeg kunne læse det med min computer med syntetisk tale, og tak for det! Men der vil vise sig flere udfordringer hen ad vejen. Danske Regioner skal også til at lære, at der er noget, der hedder tilgængelighed.

Jamen, er det rimeligt, at en myndighed skal bruge energi og ressourcer, for at en person med handicap kan passe sit hverv? Hvis barriererne alene skyldes manglende indretning af systemerne og metoderne, er svaret entydigt ja. Det er en menneskeret at kunne deltage i samfundslivet på alle niveauer også demokratiet uanset handicap eller ej. Derfor må man indrette systemerne, så det kan lade sig gøre.

I virkeligheden er det pinligt, at der i 2014 stadig er så mange fordomme og manglende viden om handicap, at mange ikke tror på, at man kan passe et omfattende hverv, hvis man er blind eller sidder i kørestol og ikke kan bruge sine arme og har brug for personlig hjælper døgnet rundt. Og det er pinligt, at vi ikke er kommet længere i forhold til at nedbryde den systematiserede diskrimination, som mennesker med handicap stadig må finde sig i.

Retten til at kunne deltage i samfundslivet på lige fod med andre er beskrevet i FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap. Det skal ud over det rent politiske sammen med de nu få folkevalgte med handicap bruges som løftestang for at få menneskerettighederne for personer med handicap respekteret og efterlevet.