Politiken - debatindlæg - 5. marts 2012
Af: Torben Kjær, Frederiksværksgade 49, 3400 Hillerød
Som førtidspensionist lægger jeg kortene på bordet og erklærer mig skyldig i at være glad og nogenlunde tilfreds. Jeg er ikke den ulykkelige, livstrætte og dårligt klædte person, der helst så en ende på det hele, som omgivelserne synes at forvente for at betale skat til førtidspensionisters underhold.
Da jeg for 19 år siden mistede synet, kom kommunen til mig med forslag om førtidspension, og som de fleste andre afviste jeg det, for jeg skulle finde et arbejde. Men efter nogen tid måtte jeg erkende, at det var urealistisk at finde en arbejdsgiver, der kunne se, at mange års ressourcer, kompetencer og erfaringer hos en blind landmåler og entrepriseleder kunne bruges til noget som helst.
Som for andre ressource- og viljestærke personer blev et omfattende frivilligt arbejde i handicaporganisationerne på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan det, der gav mig mulighed for at bidrage til samfundet og få indhold i hverdagen. Det har været med til at give større kendskab til mennesker med funktionsnedsættelse og rådgivning til offentlige myndigheder om perspektiver, muligheder og vore menneskerettigheder, der trædes under fode dagligt.
Og tro mig, det er hamrende billigt at have os til at løse de samfundsgavnlige opgaver for en skallet førtidspension, der allerede nu har sikret mig et tocifret millionbeløb mindre i livsindkomst end det, jeg kunne have opnået, hvis jeg ikke var blevet blind og kunne have fortsat på arbejdsmarkedet inden for mine uddannelser, kompetencer og erfaringer - der er ingen grund til misundelse!
"Jamen, du suger garanteret til dig fra de offentlige kasser, det bedste, du har lært", er den gængse holdning om personer på overførselsindkomst. Beklager, jeg har trods total blindhed og boet alene i 15 år aldrig søgt hjemmehjælp, indkøbshjælp eller ledsagelse og sparet kommunen for et millionbeløb i forhold til, hvad ikke en kat ville undre sig over, at en blind skulle have hjælp til.
Som de fleste andre, der får lov at leve et anstændigt liv, ønsker jeg også at leve det så selvstændigt som muligt. Det er netop det, at jeg med min førtidspension har fået lov at leve uden kontrol, mistillid og krav om løbende at skulle retfærdiggøre at være på pension, som har givet mig muligheden for at leve et selvstændigt godt og aktivt liv, der har sparet samfundet for en formue. Det er den konstante mistillid også til systemerne, der har tilkendt førtidspensionerne, der gør mennesker dårligere, end de behøver være, og det koster kassen også i sundhedssektoren.
Der er generelt så stor mangel på viden om personer med funktionsnedsættelse, at det skriger til himlen. Når kommunerne behandler personer med handicap ens i ligebehandlingens navn, sikrer de, at mennesker med funktionsnedsættelse ikke kommer i nærheden af arbejdsmarkedet. Vil man sikre mennesker samme muligheder, skal de netop behandles forskelligt, og det kræver den viden, som kun er til stede i minimalt omfang.
Spørger en person fx en anden efter en lokalitet, vil denne ofte svare ved at pege og sige, "det ligger derhenne til venstre". Kommer en blind samme sted og stiller samme spørgsmål, og der bliver svaret på samme måde, er de to personer blevet behandlet fuldstændigt ens, men der skal ikke meget fantasi til at forstå, at de to ikke har fået samme mulighed for at finde lokaliteten.
Man forestiller sig vel ikke, at personer med funktionsnedsættelse får beskæftigelse, blot fordi vi gøres fattigere og søger en masse job på det arbejdsmarked, der ved endnu mindre om os end kommuner og politikere.
"Jamen, som blind kan du jo passe telefoner i en virksomhed", er en gængs opfattelse. Det kunne jeg måske nok, og det er godt, at blinde med de kompetencer og ambitioner kan få job som receptionister og telefonpassere. Men hvis det er, hvad arbejdsmarkedet kan tilbyde blinde uanset disses uddannelse, kompetencer og joberfaring, svarer det til at sige til rødhårede, at de kun kan få job som rengøringsassistenter. Begge dele er lodret diskrimination, men denne forståelse er der ikke i forhold til personer med funktionsnedsættelse.
Ønsker politikerne at få personer tættere på arbejdsmarkedet og effekt af førtidspensions-, fleksjob- og andre reformer ud over at spare penge, er det helt nødvendigt at tilegne uddannelsessystemer, kommuner, socialrådgivere, jobkonsulenter, arbejdsmarkedets aktører og mange flere tilstrækkelig viden om potentiale, muligheder, kompetencer m.m. blandt mange grupper af personer med handicap. En ændring der kræver enorme investeringer over en længere årrække, før man vil se en effekt, der vil skabe åbninger for alle de, som man med reformer vil presse ud på arbejdsmarkedet med pisk. Med sådanne investeringer behøver man blot give førtidspensionister frit lejde til at afprøve arbejdsmarkedet, når jobbene er der, så ville antallet automatisk falde.
Så længe man ikke vil stille krav til arbejdsmarkedet eller foretage de nødvendige investeringer for at tilegne alle aktører omkring beskæftigelse den nødvendige viden om personer med funktionsnedsættelse og vore grundlæggende rettigheder, må man acceptere, at førtidspension er et alternativ som livsgrundlag for mennesker, der har ressourcer. Det er prisen for at give arbejdsmarkedet frihed til ikke at vide af os og vælge mennesker fra, hvis vi ikke er 100 % funktionsdygtige. Man kan også sige, at førtidspension som alternativ til beskæftigelse er en konsekvens af politikernes manglende mod til at stille krav til arbejdsmarkedet.
En helt anden historie er så, at det i sig selv undergraver mennesker med funktionsnedsættelses ret til at være en ligeværdig del af samfundet, og det kræver helt andre værktøjer over for arbejdsmarkedet taget i anvendelse, som der bestemt ikke er mod til at gøre i det nuværende Folketing.